Museet på Gl. Rye Mølle ligger på en bakketop i Gl. Rye, hvorfra der er storslået udsigt over skove og lyngbakker. Der er også flere vandrestier i området, som udgår fra museet.
Museet er lukket i vinterhalvåret og åbner igen i maj. Der kan dog aftales besøg uden for fast åbningstid.
Museet på Gl. Rye Mølle er et lokalmuseum, som søger at belyse Gl. Rye- og Himmelbjerg-egnens kulturhistorie.
Museets vartegn er Gl. Rye Mølle, en hollandsk vindmølle fra 1872, som fremstår med sin oprindelige indretning og sit inventar bevaret. I museets udstillinger fortælles om møllens historie og funktion, ligesom træskomageriets store betydning for Gl. Rye-egnen fremhæves.
Der fortælles også om egnens forhistorie, middelalderens Rye, skelettet ”Petrine”, renæssancens glasfremstilling i Glarbo, Himmelbjerg-souvenirs og om krigens år med fokus på flyvepladsen og den store flygtningelejr ved Salten Langsø.
Efter restaurering af en dieselmotor, som fra 1931 drev møllens savværk, findes i dag også et autentisk, historisk savværksmiljø på Gl. Rye Mølle. I museets ”biograf” kan man se lokalhistoriske film.
Året igennem arbejder et antal frivillige ved en række ”levende museumsdage”. Der hugges træsko og vises andre håndværk, der saves træ i savværket, og møllen arbejder, når vinden tillader det.