I den gamle købstad Skanderborg finder I et udbud af forretninger, der matcher de fleste storbyer, og der er aldrig langt mellem de lokkende tilbud. Her er en farverig blanding af moderne concept stores, familiejede specialforretninger og finurlige marskandisere, og i bybilledet spotter I nemt kaffe-oasen eller den lille frokostrestaurant.
Ry har sin helt egen romantaiske stemning. Her har Himmelbjerg-malerne – ikke uden grund - haft deres sommerkoloni, her futter udflugtsbådene fredsommeligt mellem by og bjerg. Specialbutikkernes medarbejdere har tid og lyst til at pakke dine indkøb ind i en god historie om deres dejlige Søhøjland, og hvis der er is på agendaen, serveres den med både udsigt og indsigt.
Også bytorvene i Galten og Hørning er herlige udgangspunkter for no-stress-shopping. Butikkerne ligger tæt, og I skal ikke lede længe efter et godt ”fund”.
På jeres vej gennem landskabet vil I møde masser af skilte med ”honning og marmelade” eller ”friskopgravede kartofler”. Smut indenfor og oplev, at der bag skiltet ofte gemmer sig de dejligste gårdbutikker med gode sager af egen avl.