Ry

Fra den livlige havn i stationsbyen-byen Ry er der smuk udsigt til Himmelbjerget, søerne og skovene. Turistbådene fra Hjejle-selskabet futter frem og tilbage lastet med sommergæster, og kanoer sætter af sted på langfart med glade familier. Også den lille soldrevne udlejningsbåd ”Ællingen” har sit udgangspunkt her i havnen, og mange cyklister og motorcyklister på cruise i Søhøjlandet lægger vejen forbi. Lakeside serverer tapas på havnekajen, og kioskens hjemmelavede italienske is er en himmerigsmundfuld for små og store slikmunde.

Hver onsdag og søndag sommeren igennem arrangerer borgerforeningen gratis promenadekoncerter i pavillonen på havnen, og her samles hundredevis af lokale og turister til en hyggelig aftenstund med alverdens musik.

På bytoften Siimtoften lige oven for havnen mødes veteranbils-entusiasterne hver torsdag aften fra juni til oktober. Hundredevis af funklende, nypudsede køretøjer parkeres på græsset, og de stolte bil-ejere er altid klar til en snak med gæsterne.

Byens specialbutikker lokker med alt fra kunsthåndværk og Danish Design over velduftende jordbærkager til modetøj, og lørdag formiddag kan man købe friske varer fra oplandet på Ry Marked. Efter endt markedsbesøg er der næppe noget bedre end et stykke smørrebrød (eller tre!) og et godt glas koldt fadøl på Hotel Ry.

To dejlige strande – Knudhule og Sdr. Ege - med fine nye lege- og picnicfaciliteter hører med til byens liv, og her kan småfolkene soppe, mens de voksne nyder livet.
Aftenens middag kan f.eks. indtages på Knudhule Badehotel med udsigt over den smukke, dybe Knudsø.

Søerne omkring Ry er fantastisk farvand til kajakker og paddle boards.

På jeres vej mellem byerne møder I skilte med ”Nyslynget honning”, ”Jordbær og ærter” eller ”Keramik – kig ind”. Måske er varerne til salg i en lille vejbod, måske viser skiltet vej til en gårdbutik med fødevarer, der smager lifligt af Søhøjlandet, eller måske er det en invitation til at kigge indenfor i kunstnerens værksted.

Søhøjlandet er det en ren fornøjelse at shoppe, uanset om I bare har brug for et rugbrød til madpakkerne eller jagter det helt store kup.

I kan snuse uforstyrret rundt i små specialbutikker, eller I kan fylde indkøbsvognen i store, moderne supermarkeder. Parkeringsproblemer findes ikke, her er god plads overalt.

Del denne side

Opdateret af:

VisitSkanderborg info@visitskanderborg.com
 

Kontakt

Adresse

8680 Ry

Transport

Se geokoordinater

Longitude : 9.75850672
Latitude : 56.09125299