©  Foto:

En vandretur i det gamle Skanderborg

Tag på en hyggelig vandretur gennem det gamle Skanderborg omringet af historie og flotte omgivelser. 

Historisk rute gennem det gamle Skanderborg

Vandreturen kan startes på Torvet foran politistationen, som er byens tidligere rådhus fra 1860. På Torvet står ”Bystenen”, en mindesten for Kong Frederik den 2., som gav Skanderborg købstadsprivilegier i 1583.

Kig da mod syd og hvor Adelgade svinger, ser I en smuk nyklassicistisk bygning, opført i 1804.
Fra Torvet går turen til venstre op ad Rådhusstræde. Gaden hed tidligere Skolegade, idet den går langs den gamle kommuneskole, som nu er en del af Skanderborg Kommune.

Drej til højre ad Borgergade med de mange gamle huse og gårde og nyd synet af de store købmandsgårde på venstre side og de små byhuse på højre side. Læg mærke til nr. 15, en bindingsværksgård fra 1738 og til nr. 22, som er gadens mindste hus fra omkring 1750. Nr. 24. var byskole indtil 1819 og derefter fattighus for kvinder.

Flere af gadens bygninger er opført af sten fra Skanderborg Slot, som blev revet ned i årene efter 1767.
Fortsæt ad Louisenlund og se de statelige ejendomme, som husede byens tidligere embedsmænd. På venstre side, hvor der nu er p-plads og boliger, lå de såkaldte østre rytterbarakker, som Frederik 4. lod opføre i 1720’erne, men som for længst er revet ned.

Ved Adelgade går I lidt til højre og kan nu kigge over på præstegården fra 1740. Gå nu mod syd ad Adelgade forbi byens tidligere byfogedgård og dommergård. Videre mod syd passerer I over Dagmarbroen, hvor I kan scanne QR-koden og høre broens historie.

I befinder jer nu på Slotsholmen, oprindeligt en ø, hvor først den middelalderlige borg og siden Skanderborg Slot lå. Slottet blev opført af sten fra det nedrevne Øm Kloster i midten af 1500-tallet og revet ned igen i årene efter 1767. I dag står kun Slotskirken tilbage, men både den og kirkegården er absolut et besøg værd.

Husk at nyde udsigten

Gå et smut op på Slotsbanken og nyd udsigten over søerne, som i dag lystigt bruges til turist- og fritidssejlads, lystfiskeri og badning. Og så var det efter sigende her, Frederik den 2.’s søn - den lille kronprins Christian (siden Kong Chr. den 4.) - gjorde sine første erfaringer som skibsfører.

Fortsæt fra Slotsholmen over vejen i retning mod Dyrehaven og Hotel Skanderborghus og ned til Guldbryllupsanlægget med den fine skulptur Våren, som stammer fra landsudstillingen i 1937.

I kan nu slentre tilbage til byen eller forlænge turen ad stierne i Dyrehaven eller ved at fortsætte ad landevejen ud til Sølund, som er en institution for psykisk handicappede. Også Sølund er kendt og værdsat for sin årlige musikfestival.

Følg kortet og gå evt. en tur ad ”Sumpstien”, et stykke eventyrlig natur - inden I returnerer til Torvet.

QR-kode

Når I finder en QR-kode med titlen ”Scannerborg”, kan I med jeres mobiltelefon scanne koden og få en spændende historie lige i øret.

Se, hvad andre deler på Instagram

#danmarkssmukkeste #visitdanmarkssmukkeste

Del dine oplevelser med os #danmarkssmukkeste :

Andre sider

Nyttige links

Møder

Skanderborg © 2024
Danish